Lændesmerter er noget, som kiropraktorer ser meget hyppigt, og disse kan defineres som smerter i området, der strækker sig fra det nederste ribben til overgangen mellem balle og lår.
Der skelnes imellem akutte og kroniske.
Smerter i lænden er den hyppigste form for smerter fra muskler og led, og er så almindelige, at godt halvdelen af alle voksne vil opleve at have lændesmerter i løbet af et år.
Ofte ved man ikke præcist, hvad der udløser lændesmerterne. Tit fortæller folk dog, at det kom i forbindelse med en specifik bevægelse de lavede, eller efter de sad i en dårlig stilling, men de kan også skyldes slidforandringer og mange andre årsager som rygning, arvelighed, overvægt og rygbelastende arbejde.
Tilstande, som spinal stenose, er en anden relativt hyppig diagnose, som kan stilles af din kiropraktor ligesom spondylolisthese og skoliose. Er du bekendt med, at du har osteoporose, og har du haft et fald i forbindelse med dine rygsmerter, vil kiropraktoren undersøge for kompressionsfraktur. Ved mistanke til disse rygtilstande vil kiropraktoren tage et røntgenbillede af din ryg.
En diskusprolaps er en udposning på én af de bruskskiver (diskus), der sidder mellem rygsøjlens knogler/hvirvler. Når man får en diskusprolaps er det udtryk for, at de yderste lag i bruskskiven, diskus, er blevet svage og ikke kan ’holde på’ den bløde kerne, der findes midt i brusken. En diskusprolaps kan påvirke nerverne i benet, fordi en diskusprolaps hyppigst sidder mellem ryghvirvlerne i lænden.
Kiropraktorer er specialister i rygsygdomme, som fx diskusprolaps i lænden, og derfor giver det offentlige højt tilskud til et pakkeforløb til disse sygdomme.
Du vil få god vejledning i håndtering af smerterne samt øvelser, der kan hjælpe din ryg. Din kiropraktor korresponderer med din læge, så de er informeret om forløbet.
Copyright © Kiro Kolding 2023 | Cookiepolitik