Tennisalbue er en overbelastningsskade på ydersiden af albuen. Ved gentagende belastninger over længere tid, når håndleddet gentagende bøjes opad, kan der opstå hævelse og små skader i fællessenen for håndled- og fingerstræk musklerne. Belastningen kan også påvirke muskler længere nede i underarmen.
Tennisalbue kommer typisk gradvist over uger eller måneder. Det ses i ca. 50 % af tennisspillere, og ofte ved idrætsudøvere i kastesport, svømning, fægtning og basketball. Man behøver dog ikke dyrke sport for at udvikle en tennisalbue. Overbelastninger kan også opstå ved almindeligt håndarbejde, strikke, male, havearbejde og brug af værktøj, PC mus samt skrivning.
Smerter i albue og underarm bør undersøges og udredes ordentligt, da albuesmerter også kan skyldes: slidgigt, ’led mus’, hævet slimsæk eller inde klemning af nerver i over-/underarm. I nogle tilfælde kan en diskusprolaps i nakken også give strålende smerter i armen. Vi tilbyder ofte en ultralydsskanning eller en røntgenundersøgelse af din albue for korrekt diagnose.
Behandling af tennisalbue på Kiropraktisk Klinik Vestertorv foregår typisk med massage af muskler og sener, ledbehandling fra nakke til underarm og håndled. Vi kombinerer ofte med chockbølge behandling eller laser. Desuden arbejder vi tværfagligt, og du vil kunne blive tilbudt henvisning til vores fysioterapeut eller massør som supplement. Derudover får du gode råd og hjemmeøvelser. Aflastning af provokerende faktorer er en vigtig del i helingsprocessen.
Hvis du oplever smerter på indersiden af din albue, kan der være tale om en såkaldt golf-albue. Selvom det kaldes en golfalbue, er det kun få af de, der rammes, som faktisk spiller golf. Irritationen i albuen er altså ikke nødvendigvis sportsbetinget. Undersøgelsen hos kiropraktor samt behandlingen er i store træk identisk med behandling af tennisalbue. Golfalbue opstår typisk i 30-50 års alderen og er, sammen med tennisalbue, den hyppigst forekommende overbelastnings-skade i albuen. Golfalbue er dog mindre hyppig end tennisalbue.
Copyright © Kiro Kolding 2023 | Cookiepolitik