Hovedpine og migræne

Hvis din hovedpine primært mærkes i den ene side af nakken, og du primært har ondt i højre eller venstre side, og primært i baghovedet, er det sandsynligt, du har nakke-udløst-hovedpine.

Det menes, at næsten hver femte, der har hovedpine regelmæssigt, lider af den type hovedpine.

Man ved ikke altid præcist, hvad der udløser nakke-udløst-hovedpine, men det er ofte en kombination af mange ting. Erfaringen viser, at meget stillesiddende og statisk arbejde, kan være en grund. Desuden kan hovedpinen udløses, hvis du føler dig meget presset eller er stresset. Rygning, alkohol, forkert/for høj hovedpude, og dét at sove på maven kan også være årsager. Smerterne kan også stammer fra ’irritation’ eller ’låsninger’ af de små led i den øvre del af nakken, hvilket kan give muskelspændinger og hovedpine.

Ca. 6 ud af 10 personer, der har hovedpine, lider af den type, der kaldes hovedpine af spændingstypen eller blot spændingshovedpine.

Hvis din hovedpine mærkes i begge sider af panden, og til tider er kombineret med nakkesmerter, kan du lide af spændingshovedpine.

Migræne anses for en meget speciel type hovedpine. Man ved ikke hvorfor nogle får migræne, men man ved, at under et migræneanfald, er der en særlig aktivitet i hjernen, men hvad det betyder, er endnu ikke afklaret.

Overordnet set findes der to former for migræne: ’Migræne med aura’ og ’migræne uden aura’. Aura er latin og betyder et åndepust. Det skønnes, at ca. hver femte af alle, der lider af hovedpine, har en af disse to former for migræne.

Migræne ligger ofte til familien, især migræne med aura, men det er ikke fastlagt, hvorvidt det skyldes arvelighed.

Mange oplever, at forskellige føde- eller drikkevarer fremkalder et anfald, fx chokolade og rødvin, men det varierer meget fra dag til dag og fra patient til patient. Nogle kvinder oplever også anfald op til deres menstruation.

Migrænen varer typisk nogle timer eller en dags tid, men i værste tilfælde kan det vare op til 3 døgn. Efterfølgende kan du opleve at have det dårligt i en halv dags tid.

De, der lider af migræne, kan også lide af spændingshovedpine eller den nakke-udløste-hovedpine, som i givet fald kan/skal behandles separat.