Graviditet og bækkenløsning

Bækkenet har tre led, et led fortil og to bagtil. Bækkensmerter er smerter i ét af de tre led. Har du smerter i alle tre led, er der derimod tale om bækkenløsning. Smerterne udvikler sig som regel langsomt og kan blive værre. Bækkensmerter kan være langvarige og alvorlige, hvis man ikke respekterer og lytter til symptomerne og får relevant behandling.

Alle kan få bækkenssmerter, men det er som oftest gravide, som vil opleve bækkenssmerter eller bækkenløsning. Under graviditeten sker der en ”blødgøring” af alle led og ledbånd på grund af den hormonelle påvirkning. Dette er en normal proces, og den fortsætter gennem hele graviditeten. Processen medfører, at den gravides holdning ændres og tilpasser sig den øgede vægt, som kvinden får i en graviditet. Kroppen ændres for at bækkenet kan blive større og mere eftergiveligt under fødslen.

Smerter kan skyldes forskellige ting: De kan komme af denne store forandring, som kvindens krop gennemgår. De kan skyldes, at hormonet (relaksin) frigøres for tidligt (normalt frigøres det i forbindelse med fødslen). Og smerterne kan skyldes, at kvinderens muskler og led ikke er stærke nok til at bære den øgede vægt. Disse smerter skyldes altså ikke en bækkenløsning.

Hvis du er gravid, opstår smerterne som regel midt i graviditeten, men kan også opstå tidligere – fx hvis du har været gravid før.

Det er ikke mange gravide, som kommer igennem en graviditet uden at mærke en vis ømhed i bækkenet, de fleste vil have gavn af behandling, men gravide med bækkenssmerter får det tit bedre efter fødslen.